havde blevet der et par dage. Men det slog fejl. Toget gik videre, og vi spurgte togføreren, hvor det gik hen, det ville han ikke sige, men sagde, at vi kunne lægge os til at sove, kl. 4 morgen tidlig er I der. Der var ingen, der kunne sove, alle med det spørgsmål, hvor mon det går hen. En siger, se kun til vi skal nok komme ud af toget i en fart og i ilden lig med e sam, en anden nej, vi kommer til at tage stilling i skyttegraven. Den tredje var Peter Christensen fra Smøl, han fik ret. Han sagde, nej nu skal vi rundt et par dage og se e terræn efter, til vi ved lidt besked, for ellers ved vi slet ikke hvor vi er henne. Han fik ret. Toget rullede, og nu keg vi af og til ud af vinduerne, jo alt var roligt, der var ingen kanoner at høre. Af og til suste vi igennem en lille by, her blev jeg var, at der stod en russer, og der en til, og der var flere. Så sagde jeg til de andre, at nu nærmer vi os hen, hvor det går mindre godt til. Her har der været slag, bygningerne er nedskudt og afbrændt. Der var en i vor flok, som blev urolig, nemlig Callesen, han er ude fra Tinglevkanten, han begynder at blive nervøs og urolig, vi trøster ham, at endnu var der ingen fare. Ja, det er slemt for dem, som er nervøse, og heldigvis har jeg haft det godt med det, jeg har nemlig altid haft den nødvendige ro, som de andre kammerater tit har undret sig over. På en gang holder toget, alle aussteigen, gleich fertig machen lød det.

Vi tog den med ro, hvor mon det går hen, ingen anelse. Vi fik vort koppel om og tornysteret på nakken og gevær i hånden, og så forlod vi toget. Hvor var vi nu, lød det, hvad hedder stationen, så lød, den hedder Darkeheim. Nu kommer leutnanten, vi stod på perronen. Antreten. Vi blev opstillet i 4 rækker