Jeg vil fortsætte, hvor jeg slap sidst. Det var den 3. december om aftenen, kl. var 5 og vi skulle på Feltvagt. Det var et herligt vejr stjerneklart og månelyst og så stille, ja da vi gik ud ad landevejen efter Brittern. Var alt så stille og frejdig og man anede jo ikke, at der var krig. Men den feltvagt, det var vort smertens barn.  Endelig nåede vi derud, gjorde holdt henne ved en stor kornlade, som stod endnu. Vi var en løjtnant, 2 underoffocerer, 1 hornist og 44 mand. Vi holdt der og så fik vi posterne tildelt. Der stod 10 mand på vor side af landevejen, fordelt to poster med 2 mand og to poster med 3 mand, sådan stod vi på hver side af landevejen i udkanten af den lille granskov og have og park med front imod Brittern.  Men inden vi skiltes ad, sagde løjtnanten, at vi blev overrumplet og ikke kunne holde stillingen, skulle vi ikke have angst, han skulle nok rettidigt sige os besked, ifald vi skulle tilbage. I så fald skulle hornisten give signal, og når vi trak os tilbage, skulle vi af og til skyde op i luften, for at russerne ikke skulle mærke, at vi gik tilbage, og samlepladsen blev bestemt. Første hold gik på post, mens vi andre gik ind i vagtstuen. Jeg glemte, ude på landevejen stod der en dobbeltpost og en post for gevær og vagtstue. Vi tog plads i vagtstuen, hvor vi vatr til kl. 7. Alt var stille og ingen anede noget. Klokken blev 7, og der var ro i lejren. Nu skulle vi ud og høre af. Peter Bonde og mig stod sammen i den lille granskov til højre for vejen. På vejen stod der to mand, til højre for den stod 3 mand i en lille skyttegrav. Så kom vi to, og til højre for