sten, granatstumper, men de var lamme og havde ingen kraft, dem tog granerne af for os, og så gjordende os ingen skade. På en gang kom der et forfærdeligt skrald, da slog der en stor granat ned i huset, hvor vi havde vagtstuen, og det var med sådan en kraft, alle pander de raslede ned ad huset.

Denne granatild blev ved, vi talte om, hvad bliver det til, ja det ser dårligt ud for os, så  nu kommer der en, det er en af de store, det kunne vi høre suset i luften, og kort efter slog den ned bag os og vi blev overdænget.

Og sådan blev det ved. Da kl var 11 ½ kunne russerne ikke holde sig i skyttegraven mere og de gik tilbage. Vi kunne høre nu kommer de, det var et spændt øjeblik, de kom nærmere, vi lå musestille. Jeg skimter med det ene øje op til siden, og der kom en 30 mand. Ja, de var ikke mere end 20 meter fra os. Hårene rejste sig på hovedet, hjertet står omtrent stille, og tankerne, så nu har du vist en klugle, eller et bajonetstik. Russerne havde travlt, de så ikke til siden, men gik og småmumlede, ligesom de ville sige de forflugte Granaten. Der kom flere, man er spændt, vi lytter, jo det gik, de så os ikke, og de forsvandt. Men granattordenen blev ved, ha det var forfærdelig.