DA kl blev 12 holdt denne granatild op, og troede vi at nu skulle vort kompagni nok komme ud at lede om os og besætte feltvagten igen. Og vi ligger og hvisker hvad vi skal, og vi blev enige om, at vi skulle blive liggende. På en gang kunne vi høre, at der kom nogen, men da var det russerne som kig hen i skyttegraven igen. Nu havde artilleriilden hørt op. De gik forbi os en gang til, det var ubehageligt at ligge der, man vidste aldrig om de kunne sende én en kugle. Men det gik, og de så os ikke.

Peter siger, jeg fryser, det har jeg gjort længe, man kan næsten ikke mærke, om man har nogle lemmer, hvor mine ben er ved kjeg ikke, keg om de var der. Ja sådan frøs vi, jeg fik flasken fat og vi fik os en lille dram, vi kunne rigtig mærke hvor langt den kom. Det var lange timer, og nu lå vi til kl var 5 om eftermiddagen. Nu havde vi ligget fra fra om aftenen kl 8 hele natten og dagen med på maven, midt om vinter, ikke fået det fjerneste at spise og så i den angst og spænding. Men vi var rolige og vi var ikke nervøse.

I så fald havde vi været forloren. Nu er der ro, og vi ligger og lægger planen til om aftenen, eller om vi skulle lade os tage