I dag var vi i skyttegraven igen. Det lader til at russerne vil gribe an ved 6. og 7. kompagni, de står til højre for os. Har deres skyttegrave foran byen Dowiaden, det er et temmelig bakket terræn og nogle små granskove bag den. Der ligger byen imellem bakkerne og skovene. Hist og her brændte der en stor gård, ja der var 5 ildebrande i alle retninger. Artilleriet skød vældig, og russerne svarede dem snart derpå, så I kan tro, at der var ordentlig kanontorden. Af og til slog der en granet ned i en gård, kort efter stod der en stor røgsøjle op i luften, og gården forsvandt og blev til aske. Vi stod og så at langt borte kom russerne, sideordnet i en lang skyttelinje. Tog retning efter Dowiaden men efter 7. kompagni. Vort artilleri hilste på dem kan I tro, det gik skrald i skrald, hver gang der blev affyret, kunne vi høre de store granaters susen i luften den ene efter den anden og kan blive ved at følge dem. På en gang ser man et stærkt lysglimt, en stor røgsøjle op i luften, det er jord og pulver og granatstykker, som spredes langt ud til siderne, og så ser vi det, lidt efter kommer skraldet. Vi stod nu og så hvor disse store granater slog ned i den russiske skyttelinje, som vi tydeligt kunne se der på åben mark, de gik frem, og der blev skudt, de smed dem, men vor granatild var for stærk, og russerne måtte tilbage, og der blev ro, de tog ind i den lille granskov, de havde jo taget vor feltvagtpost bort om aftenen, og vi var ikke kommen der ud igen. Alt blev roligt, og vi kunne gå fri i skyttegraven igen. Når russerne skyder med artilleriet, kryber vi altid i dækning ind i understanden.