Kære Misse, Frida, Klara, Christian Jens

Ligger jo stadig i sengen og tiden den bliver jo lidt lang. I dag og i nat har det regnet hele tiden, der var megen sne her, og slæden var godt i gang, men nu er det forbi. Har det godt, jeg har fået brev i dag fra min gode gamle krigskammerat Chr. Ernst. Han var helt godt ved det, han skrev, at hans søn havde været til session og var blevet taget til feltartilleri, det må han være glad for, det er noget helt andet at være ved kanonerne end at være infanterist og ligge i linjen, der hvor kuglerne rigtig fløjter og granaterne slår ned rundt omkring en, derimod er artilleristerne altid i dækning og for det meste langt fra fronten. Så han kan være glad, at han er blevet taget til det. – Ja, nu vil jeg begynde, hvor jeg slap sidst.

Da det så blev dag, så kunne vi var henne og xxxxxxx. Byen Wentzken er en helt køn by, ja det er i det hele taget meget kønt der i denne egn. Mange skove, enge, dale og bakker, så det er med et ord en rigtig smuk egn, og jorden er god, lidt sandet er den, men ellers ser det ud til, at der kan gro alle slags kornsorter, især roer og kartofler, det sidste bliver der meget dyrket af. Nu, det var byen Wentzken, der er først en stor, kongelig herregård, hedder Gut zu Wentzken. Den ser nu mindre godt ud, der er alle de smukke ladebygninger nedskudt og afbrændt. Jeg var ved den sidste dag og skridte den store lade af, den var 150 meter lang, en ordentlig længde, og denne stod nu i en ruin og de andre lader også. Endvidere er der et stort brænderi på gården, men det er også i stykker skudt. Skorstenen har stået indtil for kort tid siden, men den har pionerer skudt i luften, det stod vi og så